Danmark er gået i stå!
Dugfrisk EU-rapport om e-parathed i den offentlige sektor viser, at Danmark er ude af Top10
20 September 2007
Capgemini offentliggør i dag den syvende rapport om offentlige online services – EU eGovernment Benchmark 2007, Benchmarking the supply of online public services. Rapporten viser, at Danmark ikke længere kan kalde sig foregangsland, når det handler om offentlige online tjenester til borgere og virksomheder.
For bare fire år siden toppede Danmark listen over EU-lande, der var nået længst
med at gøre de offentlige serviceydelser tilgængelige via Internettet. I dagens
rapport optræder Danmark på en middelmådig 14. plads. Vi er ganske enkelt blevet
overhalet af stort set alle de lande, som vi normalt sammenligner os med.
”Danmark er gået fuldstændig i stå. Det startede ellers lovende i det nye årtusinde, hvor den offentlige sektor udvidede antallet af online tjenester betragteligt. Men siden 2003 har vi ikke rykket os nævneværdigt. Det har de andre lande til gengæld, så vi nu ligger efter lande fra Syd- og Østeuropa,” siger direktør Karsten Kjær Madsen, Capgemini Business Development.
Det er syvende gang, at Capgemini laver denne undersøgelse for EU, som et led i EU’s i2010 initiativ, der skal sikre, at alle europæere får glæde af de fordele, som informationsteknologien giver. EU har sammensat en kurv af tjenester, så det er de samme 20 offentlige ydelser, der måles på i hvert land. Ud over blot at optælle antallet af tjenester fra kurven, så kigges der også på, hvor sofistikeret løsningerne er. Tilbage i 2003 var de danske løsninger smarte nok til en andenplads. I dagens rapport rækker disse tjenester kun til en 15. plads.
”Udviklingen er gået stærkt de seneste år, ikke mindst indenfor de teknologiske muligheder, som er til rådighed for virksomheder, offentlige institutioner og ikke mindst borgerne. Hvis Danmark skal være et IT-foregangsland, så er vi som minimum nødt til at følge med den teknologiske udvikling. Tre til fem år gamle online tjenester opleves i dag af brugerne som forældede,” siger Karsten Kjær Madsen.
Som noget nyt har Capgemini denne gang også kigget på brugervenligheden af tjenesterne
for EU. Det er der kommet en ”User centricity composite indicator” ud af. EU gennemsnittet
ligger på 19 pct., blot tre lande scorer over 30 pct. og Danmark havner i den
tunge ende med 15 procent.
For yderligere information, kontakt:
Direktør Karsten Kjær Madsen,
Capgemini Business Development,
telefon 2373 6100
Rapporten kan downloades her
