Capgemini nyheder

Du er i: Nyheder og Events

EU-kommissionens undersøgelse viser, at Digital Forvaltning er i vækst, men stadig en udfordring

- Sverige og Østrig i front, imens Danmark ligger på en 6.plads

9 March 2005

 

EU-kommissionens femte årlige undersøgelse af udviklingen af digital forvaltning viser markant vækst i udbuddet af offentlige ydelser til borgere og virksomheder i EU’s 25 medlemslande inklusive Island, Norge og Schweiz. Mere end 90 % af alle offentlige ydelser er præsenteret online, og knap halvdelen (48 %) af de basale ydelser er transaktions- og interaktionsbaserede. Undersøgelsen tegner samtidig et billede af en stabil udvikling inden for digital forvaltning blandt de 10 nye EU-lande, som allerede befinder sig på det niveau, hvor de ”gamle” EU-lande var for 2 år siden, hvad angår tilgængelighed og kompleksiteten af offentlige serviceydelser online.

Undersøgelsen er baseret på en analyse af 14.000 web-sites inden for 20 udvalgte offentlige online-ydelser. For første gang inkluderer undersøgelsen de 10 for nyligt optagne lande i EU. Det er it- og managementvirksomheden Capgemini der udfører undersøgelsen på vegne af EU-kommissionen.

Ud af de i alt 28 lande fører Sverige; skarpt forfulgt af Østrig.

Estland tilbyder mere selvbetjening online end Danmark
Til trods for at de 10 nye EU-landes niveau for digital forvaltning er på det niveau, hvor hovedparten af de ”gamle” EU-lande var for to år siden, er Estland allerede placeret i den øverste del af den samlede scoring med flere tilgængelige ydelser online end bl.a. Danmark.

Forskellen mellem de gamle og nye EU-lande er lavere end forventet og forskellen kan hurtigt udjævnes. De lande som har udvist store fremskridt i 2004 er Island med +20 % points, Tyskland med +15 % points, Italien med +13 % points, UK med +13 % points og Belgien med +9 % points.

”De politiske ambitioner og den politiske vilje til digital forvaltning er til stede og har været det i flere år. Danmark har allerede et godt fundament at bygge videre på, men det er afgørende, at vi nu får en fælles strategi for hele den offentlige sektor. Vi ser allerede tendensen med det arbejde, som Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling herunder OIO har igangsat for at skabe en fælles arkitekturplatform i relation til arbejdsprocesser på tværs af den offentlige sektor i såvel kommuner, amter og staten, slår Capgemini Danmarks salgsdirektør for Public Sector, Pia Rybenfeldt fast.


De 20 undersøgelsesemner er opdelt i 4 kategorier:

  • Indkomst-generering: ydelser hvor betaling sker fra borger og virksomhed til det offentlige (overvejende skatter og sociale bidrag)
  • Registrering: ydelser vedrørende død, fødsel, civilstandsændringer mv.
  • Retur: ydelser fra det offentlige til borgere og virksomheder som retur for skat og andre bidrag fx biblioteker og børnehaver
  • Tilladelser og licenser: udstedelser af tilladelser til fx bygninger, kørekort og drift af virksomhed


Erhvervslivet har adgang til flere ydelser
Undersøgelsen har været gennemført siden 2001. Dengang i de 15 EU-lande plus Norge, Island og Schweiz. Undersøgelsen viser, at også i år er antallet af ydelser fra det offentlige til virksomheder markant højere end ydelserne fra det offentlige til borgere. Forskellen er stabil, den har alle årene ligget på omkring 20 % til fordel for erhvervslivet.


Om Capgemini
Capgemini – en af verdens største udbydere af rådgivning inden for management, it og outsourcing – leverer løsninger, som understøtter kundernes overordnede mål og forretningsprocesser. Vi er med hele vejen fra udviklingen af strategier til systemudvikling og implementering, samt - ikke mindst - når resultaterne skal sikres i den efterfølgende drifts- og forvaltningsfase. Vores unikke måde at samarbejde på med kunder, partnere og hinanden, har vi samlet i ét begreb, som vi kalder ”Collaborative Business Experience”.
Capgemini har en medarbejderstab på ca. 60.000 og er repræsenteret i mere end 30 lande i Europa, USA og Asien. I Norden er vi ca. 3000 medarbejdere, heraf ca. 300 i Danmark.
Koncernen er noteret på børsen i Paris og havde en global omsætning på 6,291 milliarder euro i 2004.