Sikkerhed og integritet er kritiske faktorer for RFID’s succes hos forbrugerne
Relativt få europæiske forbrugere kender til begrebet RFID. Efter at have fået teknologien forklaret, ser svarpersonerne øget sikkerhed og tryghed – f.eks. mht. tyveri - som vigtige fordele ved RFID, men de er samtidig urolige for privatlivet. Analysen bygger på svar fra mere end 2000 europæiske forbrugere repræsentativt fordelt på alder, køn, uddannelse og bopæl.
24 February 2005
Capgeminis seneste forbrugerundersøgelse viser, at selvom kendskabet til RFID er stigende, findes der stadig mange forskellige – og forkerte – opfattelser af, hvad RFID er og har af betydning for den enkelte forbruger. For at øge forståelsen og accepten af teknikken og dens konsekvenser, vil det være nødvendigt for virksomhederne at forstå forbrugernes indstilling og dernæst at informere forbrugerne i RFID’s muligheder og fordele.
De europæiske forbrugere begynder at indse, at RFID vil betyde forbedringer i hverdagen. I undersøgelsen angav 70 %, at de ønskede produkter med RFID, hvis det indebærer færre biltyverier, 68 % hvis det leder til hurtigere identificering af stjålne effekter og 63 %, hvis det forbedrer sikkerheden ved håndtering af medicin. Andre vigtige fordele ved RFID ansås at være øget sikkerhed og kvalitet inden for madvarer såsom hurtigere og sikrere tilbagekaldelse af varer, der fx er behæftet med fejl samt hurtigere ekspedition af kunderne i forretningerne.
Derimod viser undersøgelsen, at fordelene står noget i skyggen af frygten for indgreb i privatlivets fred. Mere end halvdelen (55 %) er bekymrede eller meget bekymrede ved tanken om, at RFID-varer gør det muligt for virksomhederne at følge forbrugernes indkøb og adfærd, imens 59 % er urolige for, at informationerne bruges alt for frit af tredje-part.
Mange af årsagerne til bekymring som nævnes – for eksempel at produkter påført RFID kan spores på lang afstand (nævnt af 52 %) – er uberettigede og skyldes formodentlig manglende viden om RFID. Undersøgelsen viser, at kun 18 % af svarpersonerne har hørt om teknologien. Blandt de, som kender RFID, er de fleste positive over for teknologien eller har endnu ikke dannet sig en mening. Kun 8 % har en direkte negativ indstilling til RFID.
”Jeg tror, det er vigtigt, at virksomhederne gør sig klart, at der er en opgave med at få forbrugerne til at holde af RFID”, udtaler Jan Brunchmann, senior konsulent hos Capgemini. ”Der er mange ægte fordele ved RFID, også direkte for forbrugerne. Hvis sagen gribes rigtigt an, vil vi få en fælles og positiv holdning til anvendelsen, ligesom virksomhederne bør tage højde for de få, men reelle bekymringer, som RFID giver anledning til. Der er stadig tid til at bygge tilliden langsomt op, alternativt skal virksomhederne måske kæmpe mod unødvendig uvilje, når de allermindst ønsker det.”
