Referencehistorier

Du er i: Fra os til dig

Optimeret ruteplanlægning styrker Post Danmark

Et nyt GIS-system planlægger postbudenes ruter optimalt, så Post Danmark er konkurrencedygtig i forhold til private distributører.


Post Danmark

Sektor
Transport og Distribution
Ydelse
Application Development & Integration
Architecture Services

Download som PDF Download som PDF

  • File size:
    1,75 MB
  • Published on:
    2008-06-03 11:23 AM

 

Situationen
Liberaliseringen har gjort store dele af det tidligere postmonopol til et åbent marked, og som andre nationale postvæsener har Post Danmark gennem det seneste årti mødt øget konkurrence fra private distributører. Post Danmark har derfor mødt udfordringen med en række tiltag, der skal optimere forretningsgangene og minimere omkostningerne.

”Lønninger til postbudene vejer tungt i de samlede omkostninger, og derfor iværksatte vi i 2002 projekt TOR, der står for Transport- og Ruteoptimering. Systemet tilrettelægger i dag omdelingen af post hurtigere og bedre end den hidtidige manuelle planlægning,” siger udviklingschef Palle Rossil Hansen, Post Danmark.

Capgemini har leveret rådgivning og systemudvikling af systemet. Konsulenter fra Capgemini bidrager fortsat til at optimere TOR.

Udfordringen
”Vi satte det ambitiøse mål at få en IT-løsning i verdensklasse, der kan planlægge postbudenes ruter optimalt baseret på tid, omkostninger og fornuftige ruter for budene,” siger Palle Rossil Hansen.

En af de største udfordringer undervejs drejede sig om at lægge det omfattende geografiske datamateriale ind i en database.

”Vi skulle passe på med at stole for meget på matematikken. Eksempelvis kunne systemet foreslå ruteoptimeringer, der var matematisk korrekte, men hvor omkostningerne ved at indføre forslaget kunne være for store. Derfor har vi brugt budenes erfaringer til at lægge begrænsninger ind i systemet,” fortæller projektleder Kjartan Christensen, Post Danmark.

Løsningen
TOR’s omfattende database rummer informationer om alle postruter og samtlige tre millioner postadresser i Danmark. Kort & Matrikelstyrelsens meget detaljerede data om veje og stier er blevet suppleret med tusinder af nye veje og stier. Databasen er baseret på Oracle, og i det geografiske informationssystem (GIS) er hver eneste adresse defineret som en XY-koordinat.

Dermed kan TOR beregne den hurtigste udbringning af posten – hvad enten det sker på cykel, i bil, til fods eller i kombinationer af de forskellige transportformer. Optimeringen af postruter tager altid udgangspunkt i de eksisterende ruter, og først når disse ruter er komplet genskabt i TOR sættes en genberegning i gang.

Værdien
TOR-systemet har siden 2005 vist sin værdi, og optimeringen af ruterne er godt på vej til at tjene investeringen i systemet hjem.

Der var oprindeligt modstand blandt postbudene mod den elektroniske løsning, men i dag er modstanden mange steder afløst af noget nær et krav om, at alle ruter skal optimeres i TOR.

Systemet bestod sin store prøve i 2007, da Post Danmark indførte en ny distributionsmodel, hvor de 12.000 postbude i Post Danmark fik en betydeligt ændret distributionsmodel. TOR var her i stand til at gøre omlægningen betydeligt lettere.

TOR har hjulpet til at gøre postbudenes hverdag lettere. Det er blevet lettere at planlægge ændrede ruter på dage, hvor der er mindre post og dermed behov for færre bude. Systemet kan også tage hensyn til postbude på deltid og i skånejob.

”I dag er ruterne mere ens, så arbejdet bliver fordelt mere ligeligt,” siger Kjartan Christensen.

Post Danmark bruger også systemet til at optimere postruter på landet, så der skal køres færre kilometer i biler. Det sparer brændstof og mindsker samtidig miljøbelastningen.

”Vi har et professionelt samarbejde med Capgemini, og resultatet kan måles på slutproduktet: Vi er meget tilfredse med TOR. Systemet er godt for Post Danmark og sikrer vores forretning en god fremtid,” siger Palle Rossil Hansen.